Neurovidenskaben – forklarer den alt?

Neurovidenskaben – forklarer den alt?  
Dansk Neuropædagogisk Selskab
9. Landskonference
Referat skrevet af næstformand Anne Mette Aalund,
Speciallærer, Neurohuset/Lyngåskolen

Neurovidenskaben – forklarer den alt?
Dette spørgsmål havde vi stillet til Randi Starrfelt, Sven Brinkmann og Albert Gjedde, tre meget fagligt kompetente personer, der turde tage udfordringen op.
Den første oplægsholder var Randi Starrfelt, cand.psych., PhD, forsker og medredaktør på bogen ”Klinisk neuropsykologi”.
Overskriften for oplægget var:
” Læsevanskeligheder efter en hjerneskade: Hvad kognitiv neurovidenskab kan forklare og hvad vi stadig ikke ved”
Der findes flere typer neurovidenskab og Randi Starrfelt tager således sit udgangspunkt i den kognitive videnskab, der handler om adfærd og tænkning.
Vi er afhængige af at have kognitive modeller, men det skal huskes, at modeller er en forenkling af virkeligheden. Starrfelt understreger dette med undersøgelser der viser, at en artikel virker mere videnskabelig, hvis en model placeres ovenpå et billede af en hjerne.  Starfelt gav et eksempel med to modeller, hvor den ene var inklusiv en hjerne, men med en meget forenklet model og den anden var en mere udbygget model, men uden en hjerne. 
Den første model virker mest forståelig – og det er så her vi skal være opmærksomme på, at dette ikke er en sandhed, men en forenklet model!
De fleste læsere vil nok tænke, at det ved vi da godt, men mon ikke de fleste af os bruger forenklede modeller, uden at undersøge hvad den forenklede model udspringer fra!

Er den visuelle funktion, en fælles funktion eller er den specialiseret i fx en læsefunktion og en ansigtsgenkendelse?
Randi Starrfelt gør os opmærksom på, at den undersøgelse der underbygger teorien om, at det er to forskellige systemer, er lavet ved at tage udgangspunkt i en konstrueret model og patienterne der opfylder modellens betingelser, er fundet efterfølgende. Randi Starfelt mener, at det er mere sandsynligt, at det er en fælles funktion.
Starfelt har lavet en undersøgelse af patienter med ren aleksi, hvor hun påviser, at ren aleksi skyldes en generel visuel forstyrrelse.

Aleksi.
Aleksi betyder tabt eller forstyrret læseevne og opstår hyppigst efter afgrænsede(fokale) skader.

Aleksi opdeles i centrale og perifere aleksier.
Centrale aleksier:
Overflade aleksi (Regulariseringsfejl weekend_vekend)
Fonologisk aleksi (Fejl ved nonord svalp_svamp)
Dyb aleksi (Semantiske fejl båd_skib)
Perifere aleksier.
Ren aleksi (Kan ikke læse, men skrive). Siger et ord ad gangen.Bil_b-i-l_bil)
Opmærksomhedsaleksi (Migrationsfejl skal, abe_skabe)
Neglektaleksi (Udeladelser i venstre side sødmælk_mælk)
Hemianopisk aleksi (ret gode til at læse enkelte ord, men har svære vanskeligheder med at læse tekst). Undersøgelser har vist, at træning af øjenbevægelser kan øge hastighed med 20-40 %.
Tjek denne hjemmeside http://www.readright.ucl.ac.uk/

De centrale aleksier skyldes forstyrrelser i selve læsesystemet og de perifere aleksier skyldes forstyrrelser i synsfelt, visuel perception og visuel opmærksomhed.
Læsesystemet forklares ved hjælp af ”Dual route model”
Oprindeligt var der kun to ruter, men i dag arbejder man med udgangspunkt i tre ruter:
1) Grafem-fonem omsætning
2) Leksikalsk/semantisk rute
3) Direkte leksikalsk rute
Ruterne skal forståes som noget der foregår parallelt. En proces, der forekommer i flere faser, som hver især er afhængig af det foregående.
(Coltheart et al., 1993; 2001)

Starrfelt gav en præcis og vedrørende fremlægning af et kompliceret og endnu gådefuldt område.
Starrfelt opfordrede os til at kontakte hende via mail, hvis (eller nærmere når) vi møder kursister med læsevanskeligheder, som vi ikke helt kan greje. Tak for det!

Vores anden oplægsholder var Sven Brinkmann, cand.psych., PhD., ansat v. Aalborg Universitet og forfatter til bla. ”Psyken: Mellem synapser og samfund”.
Svend Brinkmann præsenterede sit oplæg: ”Når psyken bliver til hjernen: Om neurologisering af tilværelsen”.

 På konferencen havde vi fornøjelsen af, at være nogle af de første der fik præsenteret det nye ord:NEUROLOGISERING!
 ”Vi er i en tid, hvor neuro er hot, trendy, videnskabeligere, finere og udløser flere penge. Tag ordet til jer – for vi kommer ikke uden om det!”

Brinkman slog fast, at han ikke forholder sig til om det er godt eller skidt at neurologiseringen finder sted, men han stiller spørgsmål og gerne de kritiske af slagsen.
Brinkmann er det forstyrrende element, der forlanger, at vi forholder os til, at vi lever i et  ”neurologiseret samfund”. Når noget er- hvad er så det, der ikke er? Hvad går vi glip af ved denne neurologisering af tilværelsen?
 Det er ikke et nyt fænomen, at en bestemt videnskab bliver til den sande sandhed.  Tidligere har det fx været Freud, der var den ”hotte” og hvor det bla. betød, at vi udformede pædagogisk praksis, på baggrund af Freuds teorier. Brinkmann påpegede, at på samme måde som de fleste af Freuds teorier ikke er holdbare i dag, på samme måde vil vi sandsynligvis i fremtiden se tilbage på neurologiseringen som uholdbar.

Hvor kan man finde psyken?
Svaret vil oftes være, at psyken er i hjernen.
Et svar der af Brinkmann defineres som en intrakraniel tænkning og en tingsliggørelse af psyken.
Brinkmann forklarer videre, at psyken skal forstås meget mere kompleks end det. Psyken består af et sæt af rationelle evner og dispositioner. Det forudsætter, at hjernen, kroppen, socialiteten, ting/ teknologien indgår som analytiske indgange, for at vi kan forstå hvad psyken er. Ingen af de analytiske indgange kan reduceres og de er en forudsætning for hinanden.

Brinkmann problematiserede over temaet, at vi ofte foretager en fejlkonklusion ved at dele og helheder tilskrives samme egenskaber. En bil kan ikke køre uden en motor, men det er ikke det samme som at sige, at det er motoren, der kører. Et menneske kan ikke leve uden sin hjerne, men det er ikke det samme som at sige, at det er hjernen der er opmærksom, tænker eller handler. Det er kun egenskaber der kan tilegnes et levende menneske.
Hjernen sender elektromagnetiske signaler rundt og kan hverken være opmærksom eller uopmærksom. Det er dog funktioner, vi tilskriver vores hjerne. Brinkmann kom med flere eksempler på, at bla. hjerneforskere tillægger hjernen psykologiske egenskaber. Han forklarer dette fænomen ved, at vi har bevæget os fra det ”psykologiske selv” til det ”neurokemiske selv”, men at det grundlæggende stadig handler om at finde ”sit sande jeg”.
Brinkmann skitserede et fremtidsperspektiv, hvor psyken skal forstås ud fra en hybridpsykologi med persongrammatikken som udgangspunkt. Det betyder, at hjernen forståes som et redskab for menneskets projekter og ikke omvendt. Otto kan huske – han bruger sin hjerne og Otto kan huske – han bruger sin notesbog. Både hjerne og notesbog er et redskab for Otto.

Konferencens tredje oplægsholder var Albert Gjedde, læge, professor og leder af Insitut for Neurovidenskab og Farmakologi, KBH.
 Albert Gjeddes talte ud fra overskriften ”Neurovidenskab mellem indsigt, indbildning og ønsketænkning”.
 Gjedde startede veloplagt ud med at kommentere på flere af Brinkmanns udsagn og så var stilen lagt for en underholdende debat/ battle efterfølgende.
Albert Gjedde introducerede for os, hvad han mener, er hjerneforskningens ti store udfordringer.
1. Den store energidebat
2. Udvikling og intellekt
3. Den plastiske hjerne
4. Adfærd og afhængighed
5. Introspektion
6. Hjerner spår, især om fremtiden
7. Neuroprotektion and neurodegeneration
8. Regeneration and rehabilitation
9. Frenologiens endeligt
10. Bevidsthed

Albert Gjedde slog også en skrøne eller to til jorden, bla. den om at vi kun bruger 10 % af vores hjerne. En skrøne der er blevet en almen sandhed, så man nu rent faktisk kan komme på kursus i at udnytte flere procent af sin hjerne. En skrøne der bliver til sandhed, fordi vi stadig forstår vores hjerne ud fra en frenologisk forståelse.
Gjedde fortalte om en undersøgelse af engelske taxichaufførere, hvor man kan se en forandring af hippocampus sandsynligvis pga deres arbejdsfunktion. Forandringen sker i den bagerste del af hippocampus, der bliver større jo længere tid, man har arbejdet som taxichauffør. Undersøgelsen understreger hjernens plasticitet, men det der stadig mangler svar på er, hvorfor den forreste del af hippocampus samtidig bliver mindre og hvilken funktion denne del egentlig har.
Den sidste information synes ret væsentlig, da det er en understregning af, at vi ikke har svaret på alt, hvad der sker i hjernen og hjernen derfor heller ikke kan bruges som svar på alt.
Det man ved er, at hukommelsen ikke skal findes et sted, men forståes som processer. Rent fysiske kan man se aftryk af begivenheder inde i hjernen, da nerveceller laver nye synaptiske links og proteinmolekyler.
Albert Gjedde viste en undersøgelse lavet af Peter Vuust, hvor han har brugt en MEG skanner, der er mere avanceret end en MR skanner. Hypotesen var om jazz – musikere reagerede kraftigere og tidligere i venstre hjernehalvdel på et rytmisk syntaksbrud end ikke jazz-musikere. Undersøgelsen er interessant i sig selv, men grunden til at Gjedde gjorde opmærksom på den, var fordi den er lavet i en MEG skanner og at skanneren kunne vise, at det er hele hjernen, der hele tiden involveres.

Gjedde og Brinkmann sluttede af med spørge- og diskussions tid.
Det var en fornøjelse, at lytte til de to, der begge havde lyst og mod til at udfordre hinandens tænkning- og gjorde det med både viden, stil og humor.

Der er lukket for kommentarer.