Referat fra DaNS konference 2012

Dansk Neuropædagogisk Selskab

 

Konference d. 26.4.2012

 

Vi befinder os dagligt i et spændingsfelt qua vores arbejde med rehabilitering og den medfølgende dokumentation. Hvordan dokumenterer vi over for borgere, og er det anderledes end over for sagsbehandlere, og kan den samme dokumentation bruges over for politikere? Et andet interessant spørgsmål der følger med er også, hvordan vil én der har oplevet det på egen krop beskrive den nødvendige indsats.

 

Med disse refleksioner blev årets konference tilvejebragt.

Referat skrevet af Anne Mette Aalund, formand i DaNS

 

Et neuropædagogisk spændingsfelt

– i rehabiliteringen af personer med erhvervet hjerneskade.

 

 

Det første oplæg om dokumentation var ud fra en narrativ forståelse. Narrativ praksis har fokus på fortællingen, og hvordan man bruger den personlige fortælling som dokumentation. Fortællingen og den medfølgende dokumentation, gør det muligt at fastholde ens egen foretrukne forståelse af livet.

Oplægsholderen var Anette Holmgren, psykolog og narrativ terapeut, meddirektør i DISPUK. Anette Holmgren havde fået 2,5 time til at forsøge at få os som tilhørere til at forstå, hvad narrativ dokumentation er for noget.

Det første budskab Anette Holmgren gav, var at vi befandt os i en tankemæssig illusion, hvis vi troede, at vi som professionelle kunne trække os selv ud af sammenhængen. Vores tilstedeværelse med borgeren/ borgerne vil altid have en betydning. Anette Holmgrens bud på drivkraften til at arbejde med mennesker var, at ”tale med mennesker – giver liv.” Når vi taler med andre, sker der en forandring hos lytteren. Det hele handler om at indgå i intime relationer, så den vi taler med kommer tættere på sig selv, og vi kommer selv tættere på os selv. At turde se os selv som vidner til andres liv.

Anette Holmgren var nysgerrig på, at finde den samme begejstring frem når vi taler med voksne, som når vi taler med børn. Denne åbenlyse nysgerrighed og møde den anden uden forbehold, der sker i mødet med et barn, forsvinder oftest væk, når vi mødes voksen til voksen.

 

Anette Holmgren drog filosofien ind, for at udfordre både egen – og vores tankegang.”Vi kan ikke vide, hvad der er muligt”, og hvis vi metodisk bruger dette i vores praksis, kan vi spørge os selv: ”Når du ser det her, hvad er det så du ikke ser?” Et meget enkelt spørgsmål, men som er så uendelig vigtigt, hvis vi vil undgå enhedens pædagogik. Det professionelle udgangspunkt må være at forstå at ”der findes kun forskelle, og bag ved forskelle findes der intet”, citat G. Deleuze[i]

 

Dokumentation skabes i fortællingen og fortællingen skaber identitet. Anette Holmgren fastslog, at identitet ikke er noget vi fødes med, men at identitet skabes af omvejen om den anden. Det er de andres blik på en selv, der er med til at give identitet, på samme måde skaber sætninger identitet. De ord vi siger og skriver om andre, er en del af fortællingen og dermed også en del af identiteten. Narrativ dokumentation tager sit afsæt i personens egen fortælling og bruger personens egne ord, frem for at dokumentationen er en professionel omskrivning af personens ord. Den professionelles opgave er at hjælpe folk med at høre, hvad de selv siger og i lige så høj grad hjælpe dem med at blive interesseret i, hvad de selv siger, for det handler  ikke om hændelsen i sig selv, men den mening vi som individer selv tilskriver hændelsen.   Vi mærker os selv i verden ved at skabe meningsfyldte fortællinger, og hvor der ikke findes en sand fortolkning men sandsynligheder. Anette Holmgren tilførte det lille biord ”måske” en ny stor betydning, for ved at bruge ordet måske, giver det plads til at andet også er muligt.

 

At fortælle sig selv

er som at opdigte

en historie

om hvem

og hvad vi er,

hvad der er sket,

og hvorfor vi gør,

som vi gør.

 

Anette Holmgren opfordrede os til at afsløre kulturen, for det vi beskriver som problemer, er problemer der har grund i den kultur, vi befinder os i.  Lige som identiteten opstår i fortællingen med andre, så opstår identiteten også i kulturen, for vi er en del af den.

Et kulturfænomen Anette Holmgren beskrev, var at det I vores kultur er i orden at have det dårligt – men kun så længe at vi er i gang med at få det bedre! Så på med kulturluppen og afslør os selv.

 

Narrativ dokumentation er

vidnesbyrd om menneskers

færdigheder og viden og

foretrukne handlinger.

 

Leif Olsen, der er seniorforsker i Anvendt Kommunal Forskning, var anden oplægsholder på dagen. Leif Olsens oplæg for dagen var effektmåling og evidensforståelse. Effektmåling har ikke bare en klar definition, men det er en række af forskellige tekniske og metodiske tilgange.

Som udgangspunkt er det vigtigt at stille følgende spørgsmål: ”Hvad skal målene bruges til? ” og ”Hvilke effekter er der behov for at måle?”. Refleksioner over hvordan man måler, og at valget kan betyde et fravalg af andet, er også nødvendigt. Når man måler meget specifikt kan man miste helhedsperspektivet, men at måle specifikt kan også berige til ny viden, der ikke er muligt at måle i et helhedsperspektiv.

Effektmåling er mere end en teknisk tilgang, det handler også om kommunikation. Det er nødvendigt at have en klar definition af de effekter, der er relevante at måle, og ydermere forholde sig til hvem modtageren af effektmålingen er.

Leif Olsen gav et konkret eksempel på, hvordan man kan komme fra idé til effekt. Udgangspunktet er, at finde ud af hvad den ønskede effekt skal være, dernæst liste op hvilke mulige ressourcer der er, og derved finde frem til hvilke indsatser/ aktiviteter der skal iværksættes, samt hvilke resultater man forventer, der kommer ud af de givende indsatser. En enkel tilgang, men med stor effekt, da opstillingen gør, at det bliver tydeligt, hvor der skal justeres, hvis effekten udebliver, samt en evaluering af det der har en virksom effekt. Leif Olsen påpegede vigtigheden af også at have for øje, hvilke bieffekter der opstår, og ikke kun se de ønskelige effekter.

Leif Olesen introducerede os til ”SMARTe mål”, der er et værktøj, der kan bruges som hjælp til at lave mål/ effekter så konkrete og handlingsorienterede som muligt.

 

SMARTe mål:

 

S – Specifikke. Alle er klar over, hvad der refereres til, og hvad målet vedrører

M – Målbare. Formuleres i målbare termer, så der let kan følges op på, om målet er nået.

A – Attraktive. Målet skal være vigtigt, interessant og relevant for alle
R – Realistiske. Målet skal være realistisk, dvs. målet skal være inden for rækkevidde
T – Tidsbestemte. Hvor lang tid man ønsker at arbejde på at nå dette mål?
E –  Evaluerbare. Hvornår og hvordan man ønsker at følge op på sine mål?

 

For at kunne vurdere graden af målopfyldelse/effekt for en given handling, kan man vælge at bruge et redskab, der hedder Goal Attainment Scale (GAS).

 

Leif Olesen havde et budskab til os som professionelle, at vi også skal lære at være tilfredse med, at nogle gange har vores indsats ”kun” et bidrag på 25 %, og hvor borgerens omverdensfaktorer leverer de 75 %. Et budskab der også kan forstås positivt, da det kan skærpe vores tænkning i, at indsatsen for god rehabilitering selvfølgelig også er omverdensafhængig. Bevidstheden om at indsatsen er afhængig af omverdensfaktorer, gør måske også, at vi giver os selv mulighed for, at få øjne på ”det vi ikke ser” a lá Holmgren.

 

Leif Olesen satte et eftertrykkeligt punktum for oplægget ved at understrege vigtigheden af, at vi ikke lader os blive ramt at ”videnskabsfælden”. Vi skal turde stille spørgsmålet om, hvordan effekten/ evidens er blevet målt, og ikke pr. automatik tro på, at evidens er det samme som sandhed.

 

Hvordan mon man selv ville reagere hvis lynet rammer en dag?

Lars Lipperts personlige beretning om at blive ramt af en apopleksi, er et sikkert vidnesbyrd om, at ”det ikke handler om hændelsen i sig selv, men den mening vi som individer selv tilskriver hændelsen”.

Lars Lippert var 43 år uddannet skuespiller, far til to drenge og en ny på vej med sin kommende hustru. På en skitur i Schweiz rammes Lars Lippert af en apopleksi, der har betydet en radikal forandring af den livsbane, Lars Lippert havde sat sig for. Lars Lippert vågner op med en lammelse i venstre side og medfølgende neglect og nedsat selvindsigt. I de sidste tre år har Lars Lippert sat sig for med en ubeskrivelig viljestyrke, at genvinde sine færdigheder igen.

Lars Lippert er buddhist, og han har brugt troen som drivkraft til at se apopleksien som en mulighed for personlig udvikling. Lars Lippert er meget klar i sin beretning om, hvordan det er at vågne op og finde ud af, at alt det han hidtil har forstået, ikke længere pr. automatik er gyldig.

Det afgørende for Lars Lippert er at undgå depressionens fælde, hvilket ville ske, hvis han fordybede sig i fortiden. Lars Lippert har under hele forløbet haft personlige mål og delmål for egne fremskridt. Når Lars Lippert havde opnået et mål som fx at kunne gå, satte han et nyt, hvor målet var, at kunne gå og tale på samme tid. Der har også været mange gode grunde til at sætte sig mål, da Lars Lippert 3 måneder efter apopleksien skulle være far, og han havde også sat sig for at blive gift 6 måneder senere uden krykke.

For Lars Lippert handler det hele tiden om at bryde rutinen, men uden at bryde processen. Mindre hjælp er mere hjælp, også selv om det betyder, at det i begyndelse tog Lars Lippert

2 – 3 timer at klæde sig på.

Lars Lippert har en meget realistisk og nøgtern måde at se udviklingsprocesser på.

 

1. Det første der sker, er, at man træffer en beslutning om at vinde over problemet

2. Så svækkes man

3. Så genbeslutter man sig

4. Så svækkes man

5. Så genbeslutter man sig

6. Så svækkes man

7. Man beslutter sig igen og igen i den forandringsproces livet er.

 

Tilgangen er at turde fejle, og turde gå efter mulighederne frem for kun at se de umiddelbare begrænsninger.

Der er stadig mange mål Lars Lippert har sat sig for at nå. En af de mere pragmatiske af slagsen er at lære, at fordi der ligger en gaffel ved hans side, betyder det ikke nødvendigvis, at han må begynde at spise. Et andet mål Lars Lippert har sat sig for, som viser, at det hjælper at se på muligheder frem for begrænsninger, er, at Lars Lippert vil til at uddanne sig til at være coach, og bruge af sin erfaring til glæde for andre.

Med den viljestyrke Lars Lippert har vist os, er der ingen tvivl om, at målene nok skal nås.

 

Jeg vil tillade mig at bruge et af Lars Lipperts citater som de sidste ord for en fantastisk oplysende og livgivende dag.

 

”Det handler ikke om at blive verdensmester –  men mester til at være i verden”.

 

 


[i] Gilles Deleuze (18 January 1925 – 4 November 1995),Fransk filosof.

 

Der er lukket for kommentarer.